Hackere tager trådløst kontrol med biler

Dårlig sikkerhed i amerikanske Jeep-modeller betyder, at det er muligt for uvedkommende at få adgang til bilernes computere og overtage kontrollen.

Nyt om biler

Frygten for at uvedkommende pr. fjernbetjening kan overtage kontrollen med en bil ser ud til at være helt velbegrundet i nogle tilfælde.

I noget, der ligner det mest veldokumenterede eksempel til dato, har specialister og journalister fra det amerikanske elektronik-medie Wired hacket sig ind i en Jeep Cherokee, mens den blev kørt af en journalist fra Wired.

Overtog mange funktioner - også rat og bremser

De venligtsindede hackere, hvoraf den ene har arbejdet for det amerikanske National Security Agency, var i stand til at styre radioen, aktivere vinduesviskerne, overtage rattet, mens bilen bakkede, gøre bremserne uvirksomme og til sidst stoppe motoren under kørslen.

Hackingen var muligt via bilens Uconnect-system, der er et kombineret infotainment- og kommunikationsudstyr, som indeholder et simkort til forskellig former for kommunikation.

Personerne bag hackingen informerede Fiat Chrysler Automobiles, FCA, om problemet, og bilfirmaet fik dermed tid til at udbedre problemet og gøre opdateringen tilgængelig for kunderne.

Jeep-Chrysler informerede ikke

Men da FCA udsendte en pressemeddelelse om den nye software hed det sig ifølge Automotive News blot, at opdateringen ”tilbyder kunder forbedret elektronisk sikkerhed i bilen og forbedring af kommunikationssystemet.”

I stedet fordømmer FCA nu, at hackerne har tænkt sig at offentliggøre dele af deres koder, da det ifølge bilfirmaet kan udgøre en sikkerhedstrussel ved at opmuntre til eller gøre det nemmere for andre hackere at trænger ind i bilerne.

1,4 mio. biler skal på værksted

I første omgang sagde Jeep-Chrysler, at kunderne selv kunne downloade en opdatering eller tage på værksted og få det gjort. Men få dage senere - 24. juli - skruede de amerikanske trafiksikkerhedsmyndigheder bissen på og forlangte med henvisning til sikkerhed, at alle 1,4 mio. berørte biler blev kaldt på værksted.

Ifølge Fiat-Chrysler i Danmark berører problemet ikke Jeep/Chrysler eller Fiat-modeller i Europa, da de sårbare versioner af Uconnect-systemet endnu ikke findes på europæiske modeller.

Tidligere i år kom en lignende sag frem, hvor det viste sig, at BMWs tilsvarende system kunne hackes. Her var BMW i stand til selv at udsende opdatering til alle biler, uden at kunderen skulle gøre noget. Den mulighed har Jeep ikke endnu.

SE OGSÅ: Hacker afslører hul i sikkerheden hos 2,2 mio. biler

Tyske bilfirmaer vil købe kortproducent

Netop datasikkerhed angives af Daimler-chef Dieter Zetsche som en vigtig grund til, at firmaet er i forhandlinger om at overtage Nokias kortvirksomhed.

Sammen med Volkswagen og BMW vil Mercedes-Benz' moderselskab købe Here, der tidligere var kendt som Navteq og især blev brugt i Garmin-navigationsudstyr.

Parterne skal angiveligt betale et sted mellem 15 og 20 mia. kr. Bilfirmaerne menes villige til at betale den høje pris for at få adgang til og kontrol over en digital platform, der er afgørende for selvkørende biler – og dermed kunne indbygge den sikkerhed, de finder nødvendig.