Nye bilister: helt slut med alkohol og bilkørsel

Bilkørsel og alkohol er for alle en giftig cocktail, og nu strammes reglerne endnu mere for unge bilister. Fra og med 1. juli 2025 må promillen aldrig komme over 0,2 de første tre år efter første kørekort. Uanset alder.

Alkoholmeter der viser 0,00 promille.
Bilist

Slet ingen alkohol længe inden en tur bag rattet. Det er nu betingelserne for bilister, som har haft kørekort i under tre år. Uanset alder.

Med virkning fra 1. juli sænkes promillegrænsen for nye bilister fra 0,5 til 0,2 promille. Det betyder i praksis nul genstande længe inden køreturen.

De 0,2 promille gælder for alle nye bilister, uanset om kørekortet er erhvervet før eller efter 1. juli 2025.

Tekst med '0,2 promille lig med 0 alkohol'
En promillegrænse på 0,2 er reelt en nultolerance over for bilkørsel og alkohol i blodet. Eller ’0,2 promille = 0 alkohol’, som Rådet for Sikker Trafik formulerer det i sin kampagne. Foto fra Sikker Trafiks kampagnefilm.

Straffen for at køre med over 0,2 promille

Som ny bilist er straffen den samme ved at køre bil med over 0,2 promille som ved at køre med over 0,5:

  • Kørselsforbud
  • Bøde
  • 12 timers kursus ’Alkohol, Narko og Trafik’. Pris 3.200 kr.
  • Ny teori- og køreprøve

FDM: Godt tiltag

- Den nye, lavere promillegrænse for nye bilister giver rigtig god mening, siger chefkonsulent i FDM, Dennis Lange.

- Når man er ny bilist og ikke har fået den fulde erfaring bag rattet, er det en dårlig kombination også at have alkohol i blodet. Selvom grænsen formelt hedder 0,2, er der reelt tale om, at man ikke kan indtage alkohol længe inden, man skal køre bil. På den måde er det let at forholde sig til: Har du drukket, skal du lade bilen stå, siger Dennis Lange.

Med den ekstra lave promillegrænse kan det være særlig vigtigt for nye bilister at være opmærksom på promillen morgenen efter en sen aften med meget alkohol.

Alkoholmeter med tallet 0,00.
Et alkohol-meter skal helst vise 0,00 for nye bilister, der har haft kørekort i under tre år. Den juridiske grænse er fra 1. juli 2025 0,20 promille, men det kan være nærmest umuligt at vurdere, om man har en promille på 0,10 eller 0,21.

Anden ny regel: 17-årige må køre alene

Hvis man mister sit kørekort – uanset årsag – og generhverver det, tæller det ikke som at være ny bilist, hvis der vel at mærke er gået tre år siden første kørekort. Så er promillegrænsen 0,5. Det samme gælder, hvis man senere tager kørekort til flere kategorier.

Den nye, strammere regel kommer samtidig med, at 17-årige må tage kørekort til almindelig bil og køre uden ledsager i tidsrummet 5-20. I det øvrige tidsrum, altså om natten, skal 17-årige fortsat køre med ledsager, der har kørekort.

 

Vil du modtage FDMs nyhedsbreve?

Tilmeld dig vores nyhedsbreve, hvis du vil holde dig orienteret om bilnyheder og forbrugerhistorier om livet som bilist.

Få FDMs nyhedsbreve