Tesla er ikke længere billigst på lynladning

Tesla er ikke længere altid billigst på lynladning. Nye data viser, at flere konkurrenter nu tilbyder lavere priser i dagtimerne. Se priseksempler og gode råd fra FDM.

 

Tre Tesla-modeller holder til opladning på Teslas superchargere
Bilist

I mange år har Tesla været synonym med billig lynladning i Danmark – også for ikke-Tesla-ejere eller abonnenter. Men skift i prisstrategien betyder, at dette billede nu er ved at ændre sig. Nye data fra FDM viser, at ad hoc-priserne hos Tesla på flere af deres lokationer er dyrere end konkurrenterne i dagtimerne – og i nogle tilfælde markant dyrere.

– Det er en markant ændring i markedet. Tesla var tidligere nærmest altid billigst, men nu skal man som elbilist i højere grad være opmærksom på, hvornår og hvilken lokation man lader, hvis man vil have den laveste pris, siger forbrugerøkonom i FDM, Ilyas Dogru.

Store prisforskelle i løbet af døgnet


Markedet for lynladning (+100 kW) er i massiv bevægelse. Ud over at der er kommet rigtig mange ladepunkter, har Danmark også fået flere ladeoperatører. Konkurrencen er skærpet, og der er kamp om kunderne. Nogle ladeoperatører tilbyder ens priser i hele døgnet, mens flere operatører har indført variable priser enten time for time eller i bestemte tidsvinduer. Det betyder, at prisen kan svinge afhængigt af både sted og tidspunkt.

Og Tesla, som p.t. er Danmarks næststørste ladeoperatør med over 700 ladepunkter, har forskellige priser afhængig af lynladelokation. Ud af Teslas 36 danske lynladelokationer har 10 stadig en fast pris i hele døgnet – her er Randers billigst med 2,40 kr./kWh hele døgnet.

Resten af de 26 lokationer har tidsbestemte pristrin, hvor priserne især i dagtimerne varierer kraftigt. Et eksempel er Fredericia, der både har Teslas dyreste og billigste priser i Danmark. Det koster nemlig 4,40 kr./kWh mellem kl. 12-20, mens natprisen her er helt nede på 1,90 kr./kWh for ikke-abonnenter/ikke-Tesla-ejere.

Så på nogle lokationer er Tesla i dagtimerne dyrere end flere konkurrenter som E.ON, Norlys, OK, Circle K og Q8, der ofte holder sig omkring 3,00-3,50 kr./kWh.

– Lavere elpriser og den hårde konkurrence afspejler sig i lynladepriserne hos flere ladeoperatører, som nu har lavere pris end Tesla. Men hvis man lader om natten, kan Tesla stadig være rigtig billig, siger Ilyas Dogru.

En anden tendens er, at priserne på Teslas ladestationer varierer tidsintervallerne for de høje priser fra lokation til lokation – i Fredericia gælder dagprisen mellem kl. 12 og 20, mens tidsintervallet i Køge er fra kl. 9 til 20 og i Odense fra kl. 13 til 18.

Dynamiske priser giver muligheder – men kræver fleksibilitet


EWII og PowerGo tilbyder priser, der justeres time for time efter elmarkedet, men det er ikke altid ensbetydende med de laveste priser, når bilisterne har mest brug for opladning.

– Det her er blevet et marked, hvor fleksibilitet er nøglen til at spare penge, præcis som vi kender det fra hjemmeopladning. Har man mulighed for at lade på tidspunkter med lav efterspørgsel, er der meget at hente. Men det kræver planlægning, og det er ikke altid muligt i en travl hverdag, siger Ilyas Dogru.

Flere priseksempler for lynladning (kr./kWh)


E.ON Østdanmark (kampagne): 2,95 kr.
Norlys: 2,99–3,49 kr.
OK: 3,35 kr.
Circle K: 3,45 kr.
Q8: 3,45 kr.

Se flere priser her

 

Hvad koster det at have bil?

Udgifter til drivmiddel på en ferie er kun en lille del af det samlede bilbudget. Med FDMs bilbudget-beregner kan du få et overblik over alle udgifter i bilejerskabet. Det gælder både for plugin-hybrider, el-, benzin- og dieselbiler.

Prøv FDMs bilbudget-beregner