Elbilister skal nu til lommerne, når de parkerer på en offentlig p-plads i Aarhus.
Fra 1. oktober skal de nemlig betale som alle andre for at holde på en af kommunens p-pladser.
Siden 2021 har elbilister ellers kunnet parkere gratis de første fire timer.
- Fra 1. oktober vil man ikke længere kunne vælge rabatordningen for elbiler i parkeringsapps og ved automater, hvor man plejer at registrere sin parkering. Taksterne for elbiler bliver de samme som for alle andre køretøjer, som varierer alt efter zone, udtaler, afdelingsleder i Parkering, Teknik og Miljø i Aarhus Kommune Felix Vestergaard i en pressemeddelelse.
Dermed skal aarhusianere og andre med elbil fremover betale op mod 24 kr. i timen for at holde på gaden kl. 08-19 på hverdage og kl. 08-16 på lørdage.
Benytter de i stedet et af Aarhus’ tre offentlige p-anlæg, ’slipper’ de dog med 16 kr. i timen.
Betaler man via en p-app, skal man dog være opmærksom på, at der lægges gebyr oveni.
- Der er fuld fart på omstillingen til elbiler. Det mærker man især i København og Aarhus, hvor andelen af elbiler nu er så stor, at det ikke længere giver mening, at elbiler har fri parkering eller til nedsat pris. Det har vi i FDM forståelse for. I flere mindre byer kan særlige vilkår for elbiler dog stadig være med til at motivere bilister til at skifte til elbil, næste gang de skal have bil, og her kan fri parkering for elbiler stadig være en god idé, siger politisk chef i FDM Torben Lund Kudsk.
Allerede tilbage i januar 2024 indførte Københavns Kommune, at elbiler betaler det samme for at parkere som alle andre bilister.
Har du fået en urimelig parkeringsafgift?
Husk, du kan som medlem af FDM få rådgivning og hjælp, hvis du har fået en parkeringsafgift på et forkert grundlag, eller dokumentationen ikke er i orden.