En barriere er brudt: Fra-priserne på nye elbiler er krøbet under 200.000 kr. efter lanceringen af Citroën ë-C3 og Hyundai Inster. ë-C3 leveres her fra november, mens Inster ventes klar til januar. Til april er Renault 5 hos os.
Men udvalget vil vokse, for der er flere små elbiler på vej.
Blandt interessante nyheder er to kinesiske biler, BYD ’Seagull’ og Dongfeng Nammi Box.
Nammi Box kommer i 2025
Den danske importør af Dongfeng, K.W. Bruun, har tidligere bekræfter over for Motor, at Nammi Box kommer til Danmark i løbet af 2025 – men den nyeste melding er, at prisforhandlingerne stadig ikke er faldet på plads..
Nogle vil nok trække på smilebåndet over navnet, der kunne lyde som kinesisk take-away, men der er tale om en ganske gedigen og rummelig minibil med pæn kabine. Rækkevidden er ikke stor med henholdsvis 200 og 310 km afhængig af batteri.
Nammi Box lanceres i Norge midt i november, og omregnet fra de norske priser, vil de to varianter koste hhv. 158.000 og 172.000 kr. Helt så billig bliver bilen næppe i Danmark, da Dongfengs biler pålægges 21 pct. ekstra importtold til EU-lande.
Lanceringen i Danmark afventer foruden priserne også, at Nammi Box bliver opgraderet med 11 kW-lader.
Her er de små elbiler til under 200.000 kr.
BYD Seagull, 225-300 km (anslået): Fra 175.000 kr. (anslået)
Citroën ë-C3, 320 km: 180.000-200.000 kr.
Dongfeng Nammi Box, 210-300 km: 170.000-185.000 kr. (anslået)
Hyundai Inster, 327-370 km: 180.000-207.000 kr.
Renault 5, 300-400 km: Fra 185.000 kr.
BYD på vej med Seagull
Omtrent samtidig ankommer BYD’s Seagull, der er en mikrobil og altså lidt mindre end Nammi Box. Den er dermed tættere på Hyundai Inster, men lige som denne byder Seagull på ganske god plads i kabine og bagagerum.
BYD arbejder stadig på en betydelig opgradering af særligt bilens sikkerhed og bekræfter over for Motor, at Seagull kommer til Europa i 2025, men tør ikke sætte måned på. Det er heller ikke afgjort, hvad bilens europæiske navn bliver.
Prisen kendes heller ikke, men BYD arbejder ud fra en frapris på 20.000 euro. Med dansk moms og de nye tariffer ville den teoretisk set koste fra 200.000 kr., men hvis bilen skal være konkurrencedygtig, må prisen ned på maks. 180.000 kr. – så det kommer den nok.
Renault 5 og Mazda MX-30 også under 200.000 kr.
Den nye Renault 5 blander sig i samme prisklasse. Billigste udgave indtil videre koster 185.000 kr. for en version med 300 km rækkevidde. Med det største batteri bliver Renault 5 den eneste i denne gruppe, der kommer op på 400 km i officiel rækkevidde. Her begynder prisen (med højere udstyr) ved 220.000 kr. .
Hvis man kan nøjes med 200 km rækkevidde, er den lidt større Mazda CX-30 en mulighed i samme prisspænd. Mazda har i et stykke tid stabilt tilbudt MX-30 til en fra-pris på 190.000 kr.
Tidligere har man kunnet få den billigste Nissan Leaf til under 200.000 kr., og MG 4 har været nede at røre grænsen. Dacia Spring kostede i begyndelsen under 150.000 kr., men steg senere til over 160.000 kr., inden den udgik. Bilen fik elendige anmeldelser og en katastrofal dårlig sikkerhedstest.
Måske endnu en kineser
Kort rækkevidde på 200 km får man også i en grundudgave af Citroën ë-C3. Det er ikke besluttet, om denne variant kommer til Danmark, men i givet fald har den potentiale til at komme helt ned omkring 170.000 kr.
Lavere end det kan endnu en kinesisk mikrobil formentlig blive. JAC e-JS1 kommer muligvis til Danmark i løbet af 2025, og bedømt ud fra priserne i Schweiz, kunne e-JS1 komme ned på 160.000-170.000 kr. Bilens kvalitet er det endnu for tidligt at sige noget om.
Der er udsigt til endnu flere elbiler i den billige afdeling i løbet af 2025. Det gælder Citroën ë-C3 Aircross, Opel Frontera, Fiat Grande Panda og Renault 4.
Da det er høje eller forlængede modeller, er det ikke sandsynligt, at priserne her kommer under 200.000 kr. – i hvert ikke meget under.
Artiklen er opdateret 6. januar med priser på Renault 5.
Vil du vide, hvornår nye elbiler lanceres?
Se den omfattende liste over nye elbilers ankomst til Danmark. Opdateres løbende.