Luksus-ladning dur men er dyr

Ladning uden kabel virker perfekt, har et forsøg i Gøteborg vist, og det er nu gjort permanent. Men det nødvendige udstyr i bilerne gør den komfortable løsning for dyr for private. Indtil videre.

Snuden af Volvo over en blå plade i asfalten.
Nyt om biler

Opladning uden at skulle kæmpe med kabler kan lyde besnærende og har været et emne og en vision, lige så længe der har været moderne elbiler.

Trådløs – eller induktiv eller kablefri - opladning er ikke blevet til noget, bl.a. på grund af manglende standardisering, pris og ret stort energitab. Men nu er der kommet et stille gennembrud, som har fjernet problemet med strømspild. Og som fungerer strålende i praksis.

Det kan man se i den svenske by Gøteborg, hvor 20 taxier har testet systemet gennem tre år. Forsøget er netop gjort permanent, og samtidig er antallet af ladestationer udvidet fra to til tre.

På de tre år har taxierne tilbagelagt 4,3 mio. km, hvoraf den trådløse ladning har leveret 13,5 pct. af den samlede energi. Det har fungeret 100 pct. af tiden, også når der har været regn, sne, is og støv.

Volvo med blå plade i asfalten.
20 taxier i Gøteborg kan lade kabelløst tre steder i byen. Den blå plade er selve laderen, som bilen skal holde nogenlunde præcist ovenpå.

Hurtig ladning

Ladesystemet, leveret af amerikanske Induct EV, har modsagt de traditionelle indvendinger mod teknikken. Først og fremmest at den skulle være langsom og ineffektiv. Det er den ikke.

Den udgave, der bruges til de 20 Volvo XC40-taxier, kan lade med 40 kW. Det er er næsten fire gange hurtigere end almindelig (AC-) ladning, men noget under lynladning.

Systemet til personbiler kan klare op til 75 kW, mens andre versioner til store varevogne, busser og lastbiler kan levere 150-450 kW – afhængig af, hvor mange ladeplader, der installeres på samme sted.

Der er heller ikke noget stort ladetab. Faktisk er det generelt set på niveau med kablet ladning, siger producenten og The Wireless Charging Project i Gøteborg. Den samlede effektivitet fra elnettet til bilen er 90 pct. Så der forsvinder kun ti pct. i transformerstationen (som alle ladere bruger), i den nedgravede ladeplade og mellem ladepladen og batteriet.

Der går dog en del energi til køling af den trådløse lader, og det er uklart, om dette energiforbrug er talt med i tabet.

Grøn taxi bagfra.
20 Volvo XC40-taxier har brugt kabelfri ladning i tre år som forsøg. Nu er ordningen gjort permanent og der er kommet en ekstra ladeplads til. 

Chauffører glade: skal ikke ud af bilen

For den taxichauffør, FDM møder på taxiholdepladsen midt i Gøteborg, er det en god løsning. Han skal ikke stige ud af bilen for at lade og kan trille mellem de blå plader i takt med, at taxikøen flytter sig fremad. Det krævede lidt øvelse at ramme præcist oven på pladen – men med øvelse og hjælp fra bilens kamera og skærm, går det nu nemt.

Pladen under bilen skal ikke sænkes, for afstanden mellem de to ladeenheder er ikke kritisk for ladetabet.

For batteriet er det også en god løsning. Det bliver slatladet i det ’gode’ midterområde, ofte 50-70 pct., og i princippet kunne taxierne nøjes med et mindre batteri.

Duer, hunde og katte – eller mennesker - behøver ikke frygte at blive grillet. Det eneste problem, ifølge producenten, er metalstykker som en sodavandsdåse, der ligger under bilen. For at forhindre opvarmning af metal på vejen sidder der et termisk kamera under bilen og holder øje. Registrerer det varme, stoppes opladningen.

Under bilen sidder strømmodtageren. Den skal ikke sænkes under opladningen.
Under bilen sidder strømmodtageren. Den er 10-17,5 cm over asfalten og skal ikke sænkes under opladningen. Til højre sidder en varmesensor, der holder øje med utilsigtet varmeudvikling, f.eks. hvis der ligger et stykke metal tæt på.

Dyrt at installere

Elbilister skal dog ikke glæde sig alt for meget til at nyde den bekvemme løsning i carporten eller foran supermarkedet.

- Det er ikke for private. Det er for dyrt. Men det vil komme, siger den administrerende direktør for Induct EV, John F. Rizzo, til FDM.

Den muligvis slukørende melding skyldes, at det udstyr, der skal monteres under bilen indtil videre er for dyrt til, at private vil købe det.

Men der er perspektiver i trådløs ladning, mener Induct EV og brancheeksperter. Bl.a. kan det være en stor hjælp for handikappede.

Selv ikke for taxi’er som i Gøteborg er der indtil videre nogen businesscase i trådløs ladning, siger direktøren for det amerikanske firma.

Skærm i bilen.
På bilens skærm kan føreren følge med i opladningen.

Genialt til førerløse biler

Gennembruddet for induktiv ladning til personbiler kan komme, når førerløse kørselstjenester bliver mere almindeligt. Når der ikke er en fører i bilen, er der heller ingen til at lade den op.

Volkswagen, blandt flere, har eksperimenteret med en robot, der skal åbne ladedækslet, sætte ladestikket i bilen og aktivere opladningen. Men heller ikke det er blevet til noget.

Trådløs ladning giver i dag økonomisk mening for flåder af tunge køretøjer. Induct EV har en del anlæg i drift i USA, hvor busser og lastbiler samt specialkøretøjer i havne og miner bliver ladet på den måde.

Robot ved bil.
Volkswagen har tidligere eksperimenteret med en robot, der automatisk kan lade en elbil op. Denne udgave er mobil, så den selv kan køre rundt i et parkeringshus og lade flere parkerede biler.

 

Nysgerrig efter nyheder om biler?

Motor følger løbende udviklingen inden for biler og ny teknologi

Se flere nyheder her