Med 457.000 biler blev 2024 et rekordår for salg af brugte biler. Der er primært to årsager til, at den hidtidige rekord fra 2021 blev slået. Den første – og mest i øjenfaldende – er, at importen af elbiler steg fra 27.000 til 60.000 biler i forhold til året før, og det var med til at løfte det samlede salg af brugte elbiler til 101.000 i 2024.
Den anden – og bagvedliggende – årsag er, at priserne på nye benzin- og dieselbiler generelt er steget markant i de senere år. For når nye biler med forbrændingsmotor bliver så dyre, at vi danskere ikke har råd til dem, vender vi fokus mod brugtbilmarkedet. Det gælder også for de bilister, der ikke ønsker at købe en elbil, eller som ikke har mulighed for at skifte til elbil.
Mangler stadig billige elbiler
– Brugtbilmarkedet kom godt fra start i 2024 og holdt momentet hele året, og netop det konstante høje salg gennem stort set alle måneder er baggrunden for, at der sættes rekord med 457.000 reelle salg. Det er i særdeleshed elbilerne, som bidrager til rekorden med en vækst i salget på 87 pct. sammenlignet med 2023, men salget af benzinbiler har også været højt i 2024, siger Jan Lang, der er markedsanalytiker hos Bilbasen.
Han påpeger også, at den væsentligste årsag til det rekordhøje salg af brugte elbiler er en prisudvikling, hvor elbilerne faldt i pris hen over året på trods af stigende efterspørgsel.
Prisfaldet kommer dog ikke alle forbrugere til gode, understreger forbrugerøkonom i FDM Ilyas Dogru:
– Selvom der er norske tilstande med høj andel af elbiler ved nybilsalget, kan vi konstatere, at elbiler endnu ikke fylder lige så meget, når vi taler salg af brugte biler. Og det betyder også, at danskere, der søger elbiler til under 100.000 kr., ikke har mange muligheder på brugtvognsmarkedet.
Ilyas Dogru forventer, at det vil ændre sig i de kommende år, hvor et større udbud af brugte elbiler bliver importeret fra udlandet.
Importen af elbiler har også påvirkning på salget af nye biler, eksempelvis ved at Audi, Cupra, Skoda og VW har løftet deres garanti på dansk solgte modeller til fem år og på de meget attraktive danske priser, vi ser på nye modeller som eksempelvis Renault 5.
Brugtbilmarkedet i 2025
Jan Lang forventer, at priserne på nyere brugte elbiler fortsat vil falde i løbet af 2025 på grund af det store udbud af elbiler i Europa, men peger også på en forandring i markedet.
– Hvis man har en dieselbil eller plugin-hybrid, så er det bare om at komme af med den, for de falder forholdsvis meget i pris i øjeblikket, lyder det kontante råd fra Jan Lang.
Han fremhæver også en anden tendens, hvor priserne falder på de helt små biler. Biler i prisklassen 100.000-150.000 kr., som eksempelvis en VW Polo, har gennem en årrække holdt prisen på et højt niveau. Men nu bliver de presset af de billigste elbiler, hvor man reelt får mere bil for pengene på brugtbilmarkedet, som det er lige nu.
Med en stigende import af brugte elbiler kan vi se frem til endnu et eksplosivt bilår på brugtbilmarkedet. Også på grund af nye miljøregler i danske byer, hvor der kan komme restriktioner for nogle biler.
De 10 mest brugt-importerede modeller i 2024
VW ID.4/ID.5 7.164
VW ID.3 5.165
Skoda Enyaq 4.382
Tesla Model 3 3.396
Tesla Model Y 2.259
Mercedes-Benz EQA 2.193
Volvo XC40/EX40 2.185
Fiat 500 2.176
Polestar 2 1.965
Mini 3-dørs/5-dørs 1.736
Kilde: Bilstatistik.dk
Vil du vide, hvornår nye elbiler lanceres?
Se den omfattende liste over nye elbilers ankomst til Danmark. Opdateres løbende.